Min ferie med Film-X
Kultur | Social

I dette forløb skal børnene lave små fortællinger om deres sommerferie. De skal lave små animationsfilm der beskriver ferieoplevelser de har haft sammen med deres familie eller venner.

Introduktion

Uanset om barnet har været på rejse eller har leget med en ven i byens park, så vil de have en historie at bringe i spil. Historien vækkes til live i en kreativ lille film.

I eksemplet er der lavet små figurer i modellervoks. Et sjovt alternativ er små tegninger sat på en lille fod, Legofigurer eller bamser.

Uddybning af emnet

Barnets leg er det bærende element i denne aktivitet. Når barnet fortæller om deres oplevelser bliver historien gennem legen en aktivitet med flere deltagende børn.  Barnets fortælling bliver til en lille film hvor barnet efterfølgende kan lave en lille verbal fortælling. I forløbet er børnene skabende i et kreativt forløb hvor de fortæller om deres oplevelser og deler den med de andre børn.

Børnene kan selv lave deres film i Film-X Animation og det er børnene der vælger hvad der skal være med i deres fortælling.

Forslag til arbejdet med temaet ferie:

  • Børnene tegner en oplevelse som de kan huske fra deres ferie.
  • Børnene medbringer billeder fra deres ferie og fortæller om deres oplevelser.
  • Børnene former sig selv og deres familie i modellervoks.
  • Med udgangspunkt i børnenes egne erfaringer tales om hvordan man holder ferie, og om de mange forskellige ting man kan lave i en ferie.

I arbejdet med temaet ferie kan der arbejdes med hvilke traditioner der knytter sig til hvert af årstidens ferier og højtider.

Der vil givetvis være stor forskel på hvad børnene har lavet i deres ferie. Dialogen og legen giver børnene mulighed for at dele, spejle sig i og fortolke egne og andres livserfaringer, tanker og drømme

Dokumentation

Dokumentationen for læreplanstemaet tager afsæt i Film-X appen. Den færdige film kunne se sådan her ud:

Forløbet trin-for-trin

Børnene kan støtte sig til deres tegninger eller billeder når de skal lave deres fortælling i Film-x Animation.

Åben Børnetube-appen og vælg Film-x Animation.

Hjælp børnene med at gøre klar til optagelserne og med at finde et godt sted at sætte deres tablet, så den ikke rykker sig for meget. Et lille stativ kan eventuelt hjælpe.

Start optagelserne. Husk at man skal lave ganske små bevægelser fra billede til billede. Man har mulighed for et preview, bestemme hastigheden eller tilføje lyde fra Film-X appen. Man kan også optage sin egen lyd

Når filmen er lavet udgives den let til Børnetube og lægges i barnets bog. Nu kan den deles med forældrene i intrasystemet, eller printes som QR- kode.

Temaet

Dette inspirationsindlæg er en del af et større tema. Tryk her og gå på opdagelse i dette tema. Her finder du nemlig mange andre inspirationsindlæg a la det, som du sidder med her.

Mere Film-X

Dette inspirationsindlæg bruger Film-X, som er et af børnetubes værktøjer. Du kan gå på opdagelse i de mange andre muligheder og funktionaliteter som dette værktøj rummer ved at klikke her.

Kolofon!

Dette forløb er forfattet af Rikke Falkenberg, og er udgivet af LærIT under den åbne licens cc:by. Indlægget må deles, gengives og bearbejdes frit, når blot man krediterer ophavet “Min ferie med Film-X” med “Tubestory cc:by LærIT”